Er havregryn sundt? Havregryn og blodsukker forklaret
Havregryn er en af de mest klassiske morgenmadsfavoritter i Danmark, og for mange et symbol på en sund start på dagen. Men de seneste dage har havregryn været genstand for debat i medierne: Er det nu så sundt, som vi troede? Og hvordan påvirker det egentlig vores blodsukker?
I dette indlæg dykker jeg ned i havregryn, blodsukker og hvordan du kan spise havre på en måde, der giver dig energi og balance i hverdagen.
Hvad består havregryn af?
Havregryn er fuldkorn og indeholder både kulhydrater, fibre, vitaminer og mineraler. De er især rige på:
Beta-glucan (en opløselig fiber), der er kendt for at være kolesterolsænkende og gavne tarmfloraen.
Komplekse kulhydrater, som giver energi.
B-vitaminer, jern og magnesium, som understøtter energiomsætning og nervesystem.
På papiret er havregryn altså næringsrige - men spørgsmålet er, hvordan de påvirker dit blodsukker.
Havregryn og blodsukker
Når du spiser havregryn alene, fx som en skål havregrød kun med vand og lidt sukker på toppen, stiger dit blodsukker relativt hurtigt. Det skyldes, at selvom havre er fuldkorn, er de stadig primært en kilde til kulhydrater.
En hurtig blodsukkerstigning kan føles rart lige efter måltidet, men ofte efterfølges stigningen af et lynhurtigt fald. Vi ved alle hvordan det føles - et voldsomt energicrash med træthed, cravings, sult og irritabilitet.
Derfor oplever mange, at havregryn ikke mætter så længe, når de spises “rene”.
Sådan skal du spise dine havregryn
Det handler ikke nødvendigvis om at droppe havregryn, men om at spise dem på en måde, der stabiliserer dit blodsukker. Det kan du gøre ved at kombinere havregryn med:
Protein: fx skyr, græsk yoghurt, æg, hytteost eller sødmælk.
Sunde fedtstoffer: fx nødder, mandler, kerner, frø, smør eller olie.
Fibre fra grønt eller frugt: fx bær, æble, banan eller revet gulerod i grøden.
Den kombination giver en bedre balance, fordi protein og fedt bremser blodsukkerstigningen, og du får en mere langvarig mæthed.
Er havregryn sundt?
Ja, havregryn er stadig en sund fødevare, når de kombineres med protein og fedt, så de ikke sender dit blodsukker på rutsjetur. MEN der er andre fødevarer der både giver både mere og bedre næring.
Det vigtige er ikke kun hvad du spiser, men hvordan du sammensætter dit måltid. Havregryn kan være en fin del af en hormon- og blodsukkervenlig kost, især hvis du supplerer med de rette fødevarer.
Mine bedste tips til havregryn i hverdagen
Brug sødmælk, æg og smør i stedet for vand, når du laver grød, det giver både protein og fedt.
Tilsæt en håndfuld nødder eller kerner i grøden eller på toppen.
Spis ikke havregryn alene og lad dem ikke udgøre hovedparten af et måltid.
Foretrækker du havregryn, så sørg for at få fedt og protein ved siden af – fx et par æg.
Konklusion
Havregryn er i sig selv hverken en superfood eller en synder, men en råvare, der godt kan indgå i en sund livsstil. Bare du kombinerer dem med fedt og protein.
Vil du have hjælp til at finde måltider og en livsstil, der stabiliserer dit blodsukker og støtter din hormonbalance?
Så kan du booke en gratis samtale med mig, hvor vi sammen finder ud af, hvordan du kan få mere energi og ro i hverdagen.